Nuvel, det startede ud som en maskulin begejstring. Alle pigerne trodsede vind og vejr, tog deres mindste stykke stof frem fra klædeskabet og kaldte det en nederdel. Nu er det efterhånden roden til alt ondt og det er generelt ganske ucharmerende konstant at skulle gøres opmærksom på, at sådan ser tykke pigeben altså bare ud om vinteren.
Tillad en svada om unge, skotske piger. Er du skotsk pige? Spring et par linjer ned. På vej hjem fra The Snooker Bar her til aften (hvor jeg var vidne til en udemærket omgang spansk fodbold) gik jeg forbi The Union, som allerede havde den tradionelle rand af mennesker ved indgangen og hæveautomaterne. Det slog mig straks, at pigerne, selvom der inden for den sidste uges tid er blevet cirka fem grader koldere og nedbøren er taget til, er fuldstændig bindegale, trodser helbred og al mulig anden sund fornuft og vælger simpelthen at iklæde sig deres mindste nederdel til en aften i byen. Vi snakker her ikke engang nederdele eller skørter eller hvad det ellers hedder, men bælter. Ja, det er nærmest bare sådan et røv-bælte, lad os sige det. Selv de lidt mere madglade skinker ifører sig gerne disse små marathon-shorts af en jeans-nederdel og ligner jeg ved ikke hvad. Fantasien sætter ingen grænser her, nej fantasien er nærmest helt væk. Nuvel, jeg vidste det jo godt. Jeg vidste jo godt hvad jeg skulle over til. De unge briter har ikke ligefrem ry for at være de mest sofistikerede hvad angår ud- og påklædning, men man burde da alligevel forvente, at når rimfrosten sætter sig på bilernes kølerhjelme og man kan se sin egen ånde i luften, så tænker disse hunkøn sig lidt om og overvejer at undgå den der blærebetændelse, du ved. Nejnejnej, Shirley på 17 somre skal da på The Union i det vi også kan kalde for en ‘minimal maskerende’ påklædning. Jeg er da bare glad for, at det ikke er mig der skal føle presset til at hoppe i sådan en sytråd af en nederdel. Ak ja, det sure opstød ender her, det lover jeg.
Hjemmelavet, lækker og super-skøn guacamole og stærk, men dejlig-skøn chili con carne var hvad jeg kunne præsentere elleve gæster for fredag aften. Aurelie havde fire, franske veninder på besøg, danske Faten kiggede forbi, Inga, Christina og Cornelia fra Tyskland, Jaime fra Spanien og Frances fra Skotland var der såmænd også. En masse nye folk til madklubben, da alle de sædvanlige var forskellige steder for at pleje rejselysten. Alle virkede udemærket tilfredse med det hele. Jeg har hilst på allesammen sidenhen, så mit succes-kriterie med at alle skal overleve mindst 24 timer efter maden er spist står stadig ved. Jeg var desværre alene om forberedelserne, så der er desværre et minimalt antal (okay, ingen) billeder af dagen der gik og I midt i mit stress glemte jeg at finde mit kamera frem senere hen, men alle mulige andre tog billeder og jeg skal nok prøve at få fat på nogle af dem hurtigst muligt.
Denne uge har indtaget en noget postmodernistisk form hvad angår billeder – form uden indhold, altså. Jeg er bange for, at jeg ikke kan præsentere dig for noget særligt spændende, men jeg tror at søndag står på rugbrøds-bageri, så der kommer da endnu engang et par billeder af mine gastronomiske udfoldelser.
Denne weekend står på essay-skrivning. Jeg har aftalt med Norrie, min underviser i International Peacekeeping, at jeg skal aflevere en indledning til min essay mandag morgen og så vil han kommentere på den og hjælpe mig på rette spor. Det er dejligt at han er så villig til at hjælpe og jeg vil forsøge at gøre det allerbedst muligt. Jeg må maks skrive ti sider og emnet omhandler ‘contemporary peacekeeping and its purposes’. Det er faktisk rigtig spændende. Jo, det er.
Jeg har fået skrevet nogle mails i løbet af ugen, da det for de skotske studerende er ved at være tid til at finde ud af om de vil til Aalborg. Jeg har været en diplomatisk ambassadør, solgt min by, solgt mit universitet og gjort mit bedste for, at der til næste forår vil være et par Dundonians i Aalborg. Jomfru Ane Gade er indtil videre mit bedste salgsargument, men jeg prøver da også at gøre de akademiske udfordringer til en vinder!
Ugen er også gået med at få genopfrisket mit ikke-eksisterende franske ordforråd. Et par aftener er blevet brugt i selskab med Aurelie, Etienne og deres fire franske veninder, som alle fire snakker en meget begrænset form for engelsk. Det har været ganske sjovt og blandt andet har jeg moret mig meget over hvordan de kan bruge flere minutter på at diskutere hvordan deres stød i pool skal udføres. Det franske sprog kan gøre simple samtaler meget dramatiske og det gør det endnu sjovere, at diskussioner bliver fulgt op af verdens cirka værste stød. Nuvel, det var da også med denne hexagon af en franske forsamling, at jeg lørdag morgen tog på pub og spiste min første, vaskeægte skotske morgenmad med. Den var meget fed og bar præg pølse, pølse, bacon og lidt brød med pølse til. Med ny, billig flyrute til Toulousse har jeg nærmest lovet dem allesammen, at komme ned og besøge dem til sommer. Det kan vise sig at være en strategisk snedighed, da Toulousse er tæt på Madrid og jeg så derfor kan slå et smut forbi den spanske armadas hovedkvarter i samme vingefang. Alt det er selvfølgelig spontane tanker, men efter kun en måned sammen med dem alle kan jeg mærke, at de bliver svære at undvære.
Det er nu fem dage siden, at vi købte et rigtigt dartbræt til køkkenet og jeg har allerede pådraget mig et styks øm album og en fortrykket finger. Vi har besluttet os for at købe nogle rigtig dartpile, da de her semi-ringe plastik-pile ikke holder til særlig meget og med vores spille-frekvens, så bliver de hurtigt slidt op. Dog frygter jeg, at den næste uge bliver lidt stille, da Julio i skrivende stund er i London, for at hente sin kæreste med herop. Jeg lader dog min dømmekraft komme mig til gode og tænker, at Julio er mand nok til at forklare sin kæreste, at vi altså er nødt til at have vores daglige dosis dart.
Det er ved at være smule sent og dagen imorgen er der forhåbentlig stadig, når jeg vågner efter en smule søvn. Jeg håber at I allesammen overlever snekaos, forfrysninger og ragnarok hjemme i Danmark. Herovre har vi haft regn det meste af ugen, men samtidig også en masse klar himmel og sol. Varme tanker sendes herfra værelse to i lejlighed 26 til kolde Danmark. Brug dem som I nu har lyst! Vi snakkes snart ved igen. Det lover jeg.
